I skygge består af to sammenkædede historier: en detektiv-/ kærlighedshistorie, der foregår i sommeren 1996, og et trekantsdrama, der udspiller sig 22 år tidligere. Fortælleren er den samme: i 1996 forsøger han sammen med en ung pige at afdække de omstændigheder, der i begyndelsen af halvfjerdserne førte til både mord og selvmord i den trekant, han selv lidt uvillig var et af benene i. Der er tale om en lidt uhomogen roman: i store træk er nutidsafsnittene fortalt veloplagt og ret muntert - det er også her, der kommer en smule spænding ind i handlingen - mens trekanthistorien unægtelig smager lidt for meget af ugeblad sine steder. Spændingsmomentet er heller ikke videre stærkt udbygget, men der lægges megen vægt på det psykologiske spil personerne imellem i begge dele af bogen og i den korte afslutning, der endeligt kæder de to handlinger sammen. Men underholdende er romanen, og jeg kan af personlig erfaring fortælle, at den egner sig fortrinligt til at læse i løbet af en længere togrejse.