Titlen på Peter Nielsens nye, stort anlagte digtsamling viser hen til naturen, som er til stede næsten overalt i digtene, men lige så meget til noget transparent og gennemsigtigt som vanskeligt lader sig fastholde og afkode entydigt. PNs lange tekster har nemlig ikke karakter af små koncentrerede og fortættede dryp af poetisk indsigt, men bølger ned over siderne i meditative forløb, hvor det er i mellemrummene, pauserne og omvejene at virkeligheden træder frem i sin fulde og komplekse betydning. Med fænomenologisk omhu registrerer digtene tankens og sansningens bevægelser helt ind i de fineste sammenføjninger, hvor "verdens tilstande og sindets/ tilstande rører hinanden i vore kroppe." Hos PN er jeget og omverdenen ikke adskilte størrelser, men griber hele tiden ind i og tager form af hinanden. Konkret består teksterne af fragmenter af omverden, refleksion og sansning som indgår sideordnede, uden forbindende eller forklarende mellemled. Dette gør dem alt andet end lettilgængelige, men til gengæld skaber de på en måde, som man ikke finder mage til hos andre danske lyrikere i øjeblikket deres helt eget univers: skrøbeligt og uafbrudt skiftende som skyformationer der "leger med grænserne/ for vores forestillngsevne, følger tegn der endnu ikke/ er blevet til sprog." PN udgav senest digtsamlingen Livet foreslår som i 2003 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.