Jens Martin Sørensen, der døde i 1989, tilbragte mere end otte måneder først i den tyske kz-lejr Neuengamme og senere i Versen under ganske umenneskelige forhold. I dagbogsform skildres dagligdagen med mange detaljer. Hårdt arbejde, sygdom, prygl, sult og dødsfald var hverdag, indtil han blev hentet hjem af Bernadottes hvide busser. Han har illustreret beretningen, der er nedskrevet efter krigen, med egne akvareltegninger, der bygger på blyantstegninger udført i de forskellige lejre, han sad i. Tegningerne er naivistiske, men rummer en stor mængde detaljer, der er lige så gruopvækkende som teksten. Blyantstegningerne overlevede opholdet i Neuengammes depot, fordi de lå i en slidt skotøjsæske, og han fik dem med, da han rejste hjem. I betragtning af, hvor forfærdeligt, det har været, er skildringen ganske nøgtern, næsten præget af en kølig afklarethed. Han skriver selv, at hvor er det nemt at synge Kæmp for alt hvad du har kært, når man selv har livet i behold! (Og læseren må tilføje for sig selv, hvilket liv). Det er ubehagelig, men meget nødvendig læsning, og en meget god skildring af livet i en kz-lejr.