Ibn Battuta (1304-1368) - kendt som "Den muslimske verdens største rejsende" - tilbagelagde over en ca.30-årig periode ikke mindre end 120.000 km rundt i tre forskellige verdensdele. Bogen er baseret på Battutas mundtlige beretning til en sekretær, og de mange beretninger og citater er plukket fra en engelsk udgave på over 1.000 sider. Rejseskildringen - fra det 14. århundredes dominerende islamiske lande - fører læseren til blandt andre: Mamelukkerne, Mekka, sejlads i Det arabiske Hav, Anatolien og Konstantinopel, sultanen af Delhi, Kina, Sahara og Mali. Battuta overlevede adskillige overfald, levede i sus og dus med et væld af koner og konkubiner, så enkebrændinger i Indien og registrerede Den sorte Døds frygtelige hærgen. Mag.art. Thyge C. Bro kommenterer løbende den lange rejse, der gennem beretningen præsenterer læseren for en særdeles spændende og letlæst biografi og for et stykke islamisk kulturhistorie. Bogen er illustreret med kort over rejseruterne og fotos Med denne bog har selveste Marco Polo fået en konkurrent!.