Arkitekten og skribenten Steen Estvad Petersen påviser igennem 12 essays, hvordan de arkitektoniske strømninger og ideer er vandret gennem Europa - fortrinsvis fra syd til nord, og hvordan de har udmøntet sig i konkrete bygningsværker i Danmark. De 12 essays bevæger sig igennem historien, startende med vikingernes byggeskik inspireret via de mange togter, hvor de har set mange lande. Vi bevæger os gennem middelalderen, renæssancen, barokken, romantikken og slutter med vort århundredes modernisme. Undervejs behandles enkeltmotiver såsom spiraler, sneglegange, havekunst og jernkonstruktioner i f.eks. biblioteksbygninger. De præcise punktnedslag og bogen i det hele taget vidner om forfatterens enorme overblik over arkitekturhistorien. Layoutmæssigt en flot bog, gennemillustreret med indbydende farvefotos og skitser samt et omfangsrigt stikordsregister. Et stykke arkitekturhistorie med en spændende vinkel, som vil have bred appel også udover arkitekt- og kunsthistoriekredse.