Med den 10-årige Ima som hovedperson fortæller Palle Petersen om de peruvianske indianeres liv højt oppe i Andesbjergene. Familien har et lille landbrug og er afhængig af børnenes arbejde, så Ima kan ikke altid lege med de lidt bedre stillede veninder, som også nyder det privilegium at gå i skole. Som vanligt hos Palle Petersen får vi god besked om mennesker og livsvilkår og, mere konkret, om afgrøderne og det varierede dyrehold, om sø-indianere, som lever på store sivøer, og om markedshandel, historie, religion, fællesskab og traditioner. Den ny tid med traktor, tv og bil er også nået til landsbyen, og bogen slutter optimistisk med Imas første dag i den skole, Unicef har hjulpet landsbyen med at bygge. Teksten er velskrevet i et sprog, der uden at være 'informationsmættet', tager læseren med op i landsbyen og lader os opleve livet der. Den kan læses af børn fra omkring 3.-4. klasse, og den understøttes flot af de store gode og levende farvefotos, som bringer os tæt på personer og miljø. Hele bogen bæres af den 10-årige piges optimisme og håb til fremtiden, og den er velegnet til både gruppe-, klasse- og individuelt arbejde på mellemtrinet.