"Til forskel fra i sit første, discofarvede soloalbum i 1984 søger Barry Gibb nu mod country, følsom voksenrock og sentimentale klaverballader. For sentimentale! Og alt for tungt, når guitaren køres ud af garagen. Men håndværket er i orden, og Gibb kan i psykedeliske glimt stadig dreje en lille melodistump ind i en sang som få andre".