Indianer Joes vandskål

I Laugesens to seneste digtsamlinger Frø og stængler (1988) og Nattur (1989) er der mange kvaliteter, men også nogle faremomenter, som jeg synes slår igennem i hans nye bog. I den møder vi ioptakten Laugesen på hjemmebane med hverdagslivets temaer, de små oplevelser som sætter en refleksion i skred, sætter sig spor som digt og vinder sproglig dimension, som dråber der udhuler sten,hvis vi skal tage efter bogens citatmotto. Men i denne bog demonterer Laugesen efterhånden sit skriveprojekt, skriver desillusioneret om det meningsløse i at skrive, men viser det som konsekvensovenikø-bet selv med digte, der i bogens forløb bliver mere og mere ligegyldige og slatne. En anden fare, som folder sig ud i bogen her, er tirader af små ord, sprogets byggeklodser, der hos finnenGunnar Bjorling, som Laugesen oversatte til udgivelse i 88, anvendes dynamisk. Hos Laugesen her bliver det mat efterligning. Der er i bogen tekster, enkelte sider der lykkes, men som helhedbetragtet er dette nyeLaugesen-opus en skuffelse.

Læs hele vurderingen