Ingen sang om kærlighed

Ligesom i den tyske forfatters første roman Regnroman, 2000, spiller den galgenhumoristiske sorte humor, sarkasmen og den ironiske distance en stor rolle, og alligevel sidder jeg efter endt læsning tilbage med en følelse af tristhed efter at have fået et indblik i livet hos en kvinde, der har mødt så lidt kærlighed og med så mange forspildte chancer og deraf følgende lavt selvværd. Fortælleren, Anne Strehlau, er på vej til London for at besøge en af sine tidligere kærester, Peter. Hun elsker ham stadig meget, og for at forsøge at få ham helt ud sine tanker, vil hun træffe ham en eneste gang mere. Hun ved godt, at tanken om at blive kæreste med ham igen, er helt håbløs, bl.a. på grund af de 42 kilo, som hun vejer mere, end da hun så ham sidste gang 5 år tidligere Desuden har han dengang indspillet et bånd til hende med en sang, der hedder "This is not a lovesong", og som Anne siger, så får man mere at vide om en mand ved at lade ham indspille et bånd til sig end at gå i seng med ham. I tilbageblik får vi fortalt hendes historie, fra hun som helt lille forsøger at frelse de frøer, som er kommet i græsslåmaskinen. Som 7-årig beslutter hun sig til, at hun aldrig vil elske, og som 18-årig gør hun det alligevel, selv om det for hende er en pinsel og uden nogen større følelser. Hendes forhold til forældrene er ikke godt, i skolen oplever hun det ene ydmygende nederlag efter det andet. Der er ingen happy end i historien. Det er en bog der både er til at grine og græde over.

Læs hele vurderingen

117 kg’s dame sidder i et fly fra Hamburg til London og delagtiggør læserne i sine fornøjelige erindringer om opvæksten i 1960’ernes Tyskland. Den charmerende fortæller er Anne, et morsomt bekendtska...

Læs anmeldelse