Naturligvis kan læsere af den omfangsrige nordiske krimiproduktion også bruge denne, men den bedste modtager af bogen skal også kunne lide en thriller med skarptskårne psykologiske pointer.
Forfatteren brød igennem med Sten for sten, 2002, i 2005 fulgte Englekysset, der kunne udfordre sin læser med skæve vinkler på magt og identitet. Begge usædvanligt velskrevne, som også denne nyeste er det. Hovedskikkelsen her er Christian med flot politikerkarriere, smuk kone og dejlig søn. Så dukker et spøgelse op fra fortiden, han havde et kort forhold til en kvinde med svære problemer. Hun fik et barn efter en voldtægt og havde siden svære sociale og psykiske men. Barnet findes myrdet som 10-årig, men sagen opklares aldrig. Som del af et politisk "stunt" omkring hans forslag om et nationalt dna-register, får Christian taget en spytprøve, og nu kædes hans dna sammen med mordet 11 år tidligere. Hvad foregik der egentlig? Hvorfor tvivler også hans kone på hans angivelige uskyld? Christians verden styrter sammen omkring ham, og læseren har også al mulig grund til at tvivle. Usikkerheden bliver skildret på bedste vis, man aner ikke, hvad man skal tro. Slutningen har en vigtig pointe, selvom den umiddelbart kan misopfattes som nem. Titlen er et bibelcitat.
Anmeldere har sammenlignet med stemningen i Indridasons Nordmosen, men hvis det skal gælde skandinaviske psykologiske thrillere, kan Alvtegen nævnes.
Klar psykologisk spænding og stilistisk smuk prosa, der fanger sin læser.