Intet nyt fra køkkenfronten

Udgangssituationen er denne: en gruppe modne kvinder mødes hos den ene til en åbenbart traditionel middag med drinks og snak uden mænd. Men denne aften går to ting galt; en af kvindernes mænddukker op, hønefuld, og blander sig i snakken - og en af kvinderne dukker først op sent på aftenen, død. Hun har druknet sig, og hendes genfærd tager afsked med den lille kreds. Her er altså ikketale om egentlig realisme, skønt mange detaljer i madlavningen f.eks., er sat meget realistisk op, snarere er stykket en fastholden ved formen fra Sangen om sengen, 1983, hvor levende, døde ogfraværende kan optræde sammen, også her i et tæt kammerspil. Samtalen i køkkenet kommer naturligt nok, vist, til at dreje sig om de (som regel) fraværende mænd og om kærlighedensmuligheder/umuligheder - men på grund af den noget chokerende tilsynekomst bliver det den døde venindes monolog tæt på stykkets slutning, der kommer til at dominere, en lille tale om en stigendefornemmelse af tilværelsens uvirkelighed,en fornemmelse af at forsvinde. Alligevel ender stykket ikke i et sort hul: der er ting, der skal gøres - realismen i stykket. Det er et lille, tætRifbjerg-stykke, både vittigt og anfægtet - uden at være en landvinding: anskaffelse som Sangen om sengen.

Læs hele vurderingen