Det er i børnebogssammenhæng særdeles velrenommerede folk der står bag denne velskrevne, spændende og lidt uhyggelige julehistorie i 24 afsnit. Bogen kan læses højt for børn fra 5 år, men mange af afsnittene slutter meget nervepirrende steder i handlingen, så det kan blive svært for børnene at skulle vente til næste dag med fortsættelsen. Alle afsnit er flot illustreret med udtryksfulde og fantasifulde tegninger i douce farver i Dina Gellerts velkendte streg. På landsbykirkens loft bor nissebørnene Nisselas og Nisseline sammen med deres far, mor og bedstefar. 1. dec. ser børnene kirkens julekrybbe blive sat op med den flotte julestjerne af det pureste guld hængende over den. Næste dag er julestjernen væk, og nisserne er sikre på at det er de onde nisser, Grumserne, der bor ude i skoven, som har stjålet den. Nisselas og Nisseline beslutter sig for at bringe julestjernen tilbage med hjælp fra bedstefarens tryllehue, men også kirkens rotte bliver dem en stor hjælp på den farefulde færd. Tryllehuen redder dem ud af de farligste situationer, og naturligvis vinder de gode nisser over de dumme og onde, som oven i købet bliver gode nisser ved lidt trylleri, og børnene kan sætte julestjernen tilbage over krybben inden juleaften.