Bogen skildrer i stort billedbogs format James Cooks liv i skønlitterær form. Det er Cooks rejser og personen bag. Der fortælles i en lidt distanceret sproglig form. Der fortælles både om personen og om kaptajnen: Cook og hans handlinger. Sproget er i datid, beskrivende og lettere opremsende, der bruges ingen direkte tale. Der er faktarelaterede billedtekster til de fleste af illustrationerne i en mindre sats end den øvrige tekst. Det er en gammeldags traditionel idealistisk biografi uden den store refleksion. Illustrationerne er malet med fokus på myten James Cook, men også med fokus på de dramatiske elementer i hans liv. Stilen er realistisk og tillempet gamle dages portrætmaleri, hvilket bl.a. gælder forsiden, mens de dramatiske scener er tableauagtige. Farveholdningen er præget af brune farvetoner og gulnede baggrunde. Det er en æstetisk og smuk billedside, men også lidt hul og uden substans. Bogen kan læses for interesserede børn fra 9 år og læses af børn fra 11 år. Det er ved første øjekast en flot bog at kigge i, men alligevel synes jeg den repræsenterer en ret anonym og overfladisk læseoplevelse, når man går i dybden med tekst og illustrationer. Illustrator kendes fra flere titler, men forfatter kendes ikke fra andre titler på dansk.