Billedbog om Marco Polos fantastiske rejse til Østen ill. af den australske billedkunstner Robert Ingpen som vi bl.a. kender fra Drømmenes vogter (1995). Der findes i forvejen en del litteratur om Marco Polo, men denne skiller sig ud ved at være en sammenhængende fortælling i næsten skønlitterær stil med udgangspunkt i de vigtigste begivenheder i Marco Polos enestående liv. I billeder og tekst følger vi ham på den dramatiske rejse til Kina og de næsten 20 år han tilbragte i khanens tjeneste med at rejse over det meste af Kina. Hjemme i Italien var der ingen der troede på hans fantastiske historier om rejsen til Kina. Først i fængslet blev hans fortælling nedskrevet og gemt for eftertiden. Bogen giver et levende indtryk af den eventyrlyst der drev Marco Polo m.fl. til Østen og deres oplevelser med overfald, sygdomme og sult før de nåede det eksotiske mål. Bogen lever ikke mindst i kraft af de smukke og stemningsfulde billeder som sammen med den ganske fyldige tekst dominerer alle opslagene. Billederne er naturalistiske med et poetisk skær og indbyggede drømmeagtige optrin som i kollageagtig form kæder flere begivenheder sammen. Det er fascinerende billeder med levende, eksotiske personer og miljøer. For eventyrlystne fra ca. 5 år og langt op.