Til kendere af Jan Toftlund og den danske folkrock-scene fra 1970'erne og 1980'erne. Kan formidles til lånere, der husker navne som Lasse og Mathilde, Niels Skousen, Sebastian og Erik Grip og som holder af socialt engagerede sange fra førnævnte periode.
Kæmpe biografisk værk, nærmest folie størrelse, i flot layout, om en af dansk folkrocks legendariske navne. Jan Toftlund, som døde i relativ ung alder i 1990, var kendt som sanger og sangskriver. Han var fra begyndelsen af 1970'erne aktiv på den danske folkrock-scene med stærkt socialt engagerede sange om mennesker i klemme i velfærdssamfundet. Jan Toftlund fik som 17-årig et digt trykt i dagbladet B.T. og debuterede med Bagsidesange i 1973. Mere end 400 af hans manuskripter er affotograferet og gengivet i oprindelig størrelse, på "gulnet" A4 papir, så det ligner noget, som kommer fra hans gamle skrivemaskine. I bogens første fjerdedel fortæller familie, venner og gamle musikerkollegaer om Jan Toftlund og hans betydning. Bogen er illustreret med mange fotos af Toftlund.
Første bog om Jan Toftlund, og selve værket minder ikke om noget, der er udgivet før om en dansk rockmusiker.
Imponerende udgivelse om en af dansk musiks legender. Ideen med at gengive teksterne i oprindelig størrelse virker fin og autentisk. Måske en relativt smal udgivelse, men jeg tror på udlån i diverse musikafdelinger.