Jeg er selv med i billederne : historier og sløjfer

Den lille erindringsbog henvender sig nok i første række til dem, der selv var unge i 1980'erne.

F.P. Jac proklamerede tidligt, at han ville drikke sig ihjel, inden han fyldte 30, og det er øvelserne i den manøvre, vi følger i forfatterens lille erindringsværk fra 1980'erne. Der drikkes meget og tæt i bogen, og uanset om skuepladsen for bægersvingeriet hedder Cafe Sorgenfri eller Cafe Victor, er opmærksomheden konstant fokuseret på alkoholen, drukkammeraterne - samt på kvinderne, som Jac har et godt øje til. Til gengæld sker der mindre end ingenting i fortællingen. Selv når turen går til Paris, får læseren kun informationer om mængden og arten af nedsvælget spiritus på stedet, og nogen udvikling i forfatterens bevidsthed kan man næppe tale om. Det er altså ikke for handlingen, man skal læse bogen, men derimod for Jacs blomstrende sprog, som her udfolder sig endnu mere uregerligt end tidligere set. Substantiver bliver til verber og omvendt, og ordene sammensættes på hidtil usete måder. Jac "spankulerer i sproget", som han selv udtrykker det et sted.

Jeg er selv med i billederne kan læses som en fortsættelse af den fiktive erindringsroman Fortælleren blev senere sig selv, 1998, selv om indholdet i den nye bog mest af alt minder om en dansk pendant til Charlie Christensens beretninger om Arne Ands drukeskapader i Bombet & sænket, 2007.

Jacs erindringsbog er personlig, grænsende til det private. Det er underholdende læsning, hurtigt læst og hurtigt glemt.

Læs hele vurderingen