Jeg hedder Ernesto

Filmen henvender sig til både store børn (der kan nå at læse underteksterne) og voksne, der vil vide noget om Argentinas historie i 1970'erne under militærjuntaen.

I 1979 vender Juans familie tilbage til Argentina efter flere år i eksil på Cuba. Forældrene og onklen Beto er medlemmer af modstandsgruppen Montoneros, der kæmper mod militærjuntaen i Argentina i 1970'erne. Med nye identiteter genoptager de kampen mod militærdiktaturet, og af den grund må de også hele tiden have øjne i nakken og holde lav profil. Juan eller Ernesto, som er hans nye navn, er indforstået med forældrenes leveregler, men han kommer lidt i et dilemma, da han forelsker sig hovedkulds i en pige fra klassen. Historien er løst baseret på instruktøren Benjamín Ávilas egen barndom, hvor hans mor blev bortført af militærjuntaen. Det er samtidig Ávilas prisvindende debutfilm.

Filmen gør brug af tegnede aktionsekvenser, der er lidt i stil med stregen i filmen Waltz with Bashir. En anden film, hvor familien må skjule deres identitet for staten pga. forældrenes oprørske aktiviteter er Running on empty. Her fortælles filmen også igennem drengens øjne.

Ávilas debutfilm er en poetisk smukt fortalt historie om prisen for at gøre modstand. Der er selvfølgelig pyntet på modstandsgruppens virke, da det er gennem drengens øjne, vi oplever historien. Volden er dæmpet med tegnede aktionsekvenser, så store børn også kan se med. Filmen er hele vejen igennem præget af smuk og stemningsfyldt musik.

Læs hele vurderingen