Bøger / faglitteratur / samtaler

Jensen & Klein på pilgrimsrejse


Beskrivelse


Med en forladt engelsk badeby som kulisse kaster de to skuespillere og komikere sig ud i en samtale om bl.a. englændere, publiv, britisk humor og mad. Men også om mange års venskab og samarbejde, alder, piller og kostilskud, teater, film, tv og stand up.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2008

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 13. okt. 2008

Bred målgruppe til samtalebøger, hvor danske personligheder krydser klinger om stort og småt.

Samtalebog, hvor den humoristiske duo, bestående af Jesper Klein og Flemming Jensen, kommenterer stort og småt, sjovt og alvorligt, finurligt placeret i en engelsk badeby, Budleigh Salterton, udenfor sæsonen. Fawlty Towers tænker jeg straks, og netop engelsk humor er en stor inspiration for både Klein og Jensen. Men emnerne er mange og forskellige, som det må og bør være, når sådan et par personligheder mødes nu, hvor de begge er blevet pænt voksne. Klein er født 1944 og Jensen 1948. Iscenesætter af dette møde er tidligere underholdningschef i DR Claus Ib Olsen, der i sit forord bl.a. fortæller, at netop Budleigh er valgt fordi Flemming Jensen har boet der: "Og han har altid haft lyst til at vise sit andet fædreland frem til vennen Jesper Klein." Det lune vid og duoens dejlige underspillede humor springer på en afslappet livsbekræftende måde frem af bogens sider. Som da Klein tørt kommenterer det hårde turneliv: "Jo, gu var det hårdt. Og det er jo også grunden til, at jeg er gået hen og er blevet tynd!" Et udsagn, der så stilles i lettere bugnende relief af bogens forside, hvor makkerparret smilende skåler i hver sin "pint of stout".

Har samme brede målgruppe som andre samtalebøger, fx af Karen Thisted, bl.a.: Du har rørt ved mit hjerte.

Samtalebøger er et af tidens større bogtrends, og her er bestemt en vellykket af slagsen.