Film / fiktion / biografiske film

Joan of Arc


Beskrivelse


Jeanne D'Arc får et budskab fra Skt. Catharina om, at hun er den udvalgte, der kan give det franske folk håbet tilbage i kampen mod englænderne. Hun opnår at stå i spidsen for hæren, men bliver senere offer for kronprins Charles intriger og brændes som heks i 1430.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. dec. 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 21. dec. 2010

Tv-serieudgave af den kendte myte, der med sine flotte billeder og tempo også har appel til nutidens unge, der måske ikke kender historien. Fra 15 år.

Ti år inden sin død på bålet i 1430 hører Jeanne d'Arc stemmer fra himlen. Med Skt. Catharina som skytsengel er hun den udvalgte, der kan give det franske folk håbet tilbage i kampen mod englænderne. Hun får kronprins Charles til at lade hende stå i spidsen for den hær, der skal redde Orléans som en levendegørelse af myten om Jomfruen fra Lorraine. Men senere bliver hun offer for Charles' intriger.

Instruktør er Christian Duguay, der tidligere bl.a. har lavet tv-serien Coco Chanel, 2008 og spillefilmen The art of war, 2000. I modsætning til Dreyer og andre tidligere fortolkninger af myten som fx Robert Bressons fra 1961 og Jacques Rivettes fra 1994, lægges vægten i denne tv-udgave mere på Jeanne d'Arcs rolle som hærfører og mindre på hendes indre kampe. Med sine storslåede, rigt udstyrede billeder og spektakulære kampscener er den effektfuld i det ydre, meget lig Luc Bessons udgave, som er lavet samme år.

Alligevel er det langt fra blot overfladisk action og underholdning. Leelee Sobieski er både stærk, følsom og sårbar og giver som titelpersonen filmen nerve. Med 3 timers spilletid er der rum til at udfolde personerne, ligesom filmen giver et klart overblik over det kronologiske forløb og de historiske, religiøse konflikter. I centrum står det stærke portræt af pigen, der vier sit liv til Frankrig og sin sjæl til Gud.