Serien henvender sig til børn og unge fra ca. 14 år til overblik og opslag ikke blot som supplerende til undervisning og opgaveskrivning i flere fag, men også til øget forståelse af den daglige nyhedsstrøm.
De to første bind i den nye serie Religionsatlas er disponeret helt ens. I seks kapitler gennemgås religionens historie fra oprindelsen lige til 2006 med omtale af de variationer og forskellige trosretninger, der er opstået undervejs. Overalt er der lagt vægt på religionens sammenhæng med politik og samfundsforhold. Teksten er ligefremt konstaterende fortalt, men ikke helt nem at læse pga. mange og fremmedartede begreber og navne i en komprimeret sammenhæng. Teksten er overskueligt sat i kortere afsnit i to spalter. Flotte farvefotos og indsatte faktabokse supplerer godt, men helt enestående er de mange korttegninger - et på hvert opslag - der fortæller mere end mange, mange ord. Korte biografier, overskuelig årstalsoversigt, ordliste med gode forklaringer og et fornuftigt stikordsregister slutter hvert bind.
Det historiske perspektiv gør serien egenartet i forhold til øvrig litteratur til samme aldersgruppe, men i indhold og omfang kan bøgerne sammenlignes med fx Penneys i serien Religion og kultur fra Flachs 2001.
Meget kompetent og overskuelig gennemgang af religionernes vigtigste trosindhold sat i en historisk og politisk sammenhæng til brug for unge fra ca. 14 år både til oversigt og til opslag. Et godt supplement til eksisterende litteratur til målgruppen.