Bøger / skønlitteratur til børn / børnesange

Jul hos musene


Beskrivelse


Billedbog på rimede vers. Sangen fortæller om musefamiliens juleforberedelser og juleaften, der er både hyggelig og rar.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 1996

af

af

Ole Frøslev Christensen (skole)

d. 1. okt. 1996

I denne søde og hyggelige musejulebog følger vi musefamiliens juleforberedelser i deres varme, dejlige hule, som med begrænset menneskeligt inventar har bevaret karakteren af musehul. De menneskelige træk ved påklædningen er også indskrænket mest muligt: mors forklæde, fars vest, bedstemors sjal etc. Den farlige omverden antydes, men hvis ellers ungerne undgår katten og musefælderne, kan vi vel holde jul igen til næste år. Teksten er små rimede vers, hvortil der bag i bogen findes ubecifrede noder. Både teksten og de charmerende billeder i akvarel, dæk og tusch giver os en dejlig varm og rar julestemning, hvor pointerne scores på musenes sjove genbrug af menneskers efterladenskaber. Midthuns streg kendes fra Anne B. Ragdes Ved du hvad de voksne laver, mens du sover? fra 1989. Her har vi fået en fin nisse- og englefri julebog til oplæsning og sang på de yngste klassetin.


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 1996

af

af

Else Lerche

d. 1. okt. 1996

Alf Prøysen har fået mange titler oversat til dansk. Nu også denne tekst, der udkom første gang i 1959. Kjell Midthun, der har illustreret Anne B. Ragde: Ved du hvad de voksne laver, mens du sover? 1989, har lavet illustrationerne til billedbogen i 1995. De er tegnet i en enkel, traditionel streg, der harmonerer godt med teksten, uden at føje noget nyt til den. De udfylder siden, ofte hele opslaget. Uden mange detaljer viser de musene i deres hule, hvor der bages på gammeldags komfur, juleforberedes og holdes juleaften. Der er en hyggelig og rar atmosfære over både illustrationer og tekst. Teksten, der er anbragt på illustrationerne, er på rimede vers, der kan synges på den iørefaldende melodi. De 2 sidste linier gentages i hvert vers. Noderne er trykt på sidste opslag. Det er melodistemmen, uden basnoder eller becifringer. Uden drama og i en hyggelig juleatmosfære fortælles, hvordan musefamilien, der består af mor, far, 4 musebørn og mormor, forbereder og fejrer julen. Når man har lært melodien, vil børn fra 3 år hygge sig med at synge bogen. Læses den op, vil en del børn nok finde den lidt tam. En ganske ufarlig julebagatel.



Informationer og udgaver