"Gæster såvel som værter skal føle sig veltilpas og nyde den tid, de er sammen" - dette citat rammer fint tonen i denne glade og charmerende julebog. Første del foregår, som Rosamunde Pilchers romaner, i Cornwall, og skildrer hendes dejligste juleaften - da RP og hendes mand i 1996 fejrede guldbryllup ved at invitere børn og børnebørn på hotel i juleugen og opleve hendes barndoms egn i fælles oplevelser og samvær. I anden del fortæller RP sin tyske forlægger om engelske (skotske) juletraditioner, som de er foregået i hendes hjem i Dundee, hvortil hun flyttede som gift: julekort, bagværk, pynt, juletræ, julemiddagen (kalkunen, fyldet, sovsen, tilbehøret, pudding, knallerter). Der er historiske facts, tips og opskrifter. Bogen slutter med en julenovelle om at være sammen og hjælpe og glæde hinanden. Den er illustreret med farvefotos af familien og af naturen. Meget af den kunne ligeså godt have stået i et ugeblad, men nu udgives det altså i bogform - en indbydende bog, som vil glæde Pilchers læsere.