Bøger / skønlitteratur til børn

Julie laver en kat


Beskrivelse


Billedbog. Storesøster Julie vil lave en kat sammen med lillebror Jens. Det er ham, hun vil lave til en kat med vandfarver. Jens prøver at undslippe, men Julie giver ikke op.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. apr. 2012

af

af

Else Lerche

d. 3. apr. 2012

Billedbogen er til de 3-6-årige. Den giver et blik ind i et søskendeforhold og lægger op til samtale.

Parret udgav i 2011 Julie sælger en dreng. Nu må lillebror Jens igen ufrivilligt lægge krop til storesøster Julies særprægede påfund. Det skildres uden at tage parti, nærmest neutralt og lægger op til, at læseren tolker og vurderer. Julie vil lave en kat og Jens må være med. Far finder vandfarverne frem og tager sig en lur. Julie maler nu Jens i ansigtet. Uden held prøver han at undslippe. Julie maler ham og gulvet med flere og flere farver, uden det ønskede resultat. Trætte lægger de sig ind for at sove hos far. Teksten er meget stram, uden overflødige ord. Det udfordrer både barn og voksen til at gå i dialog med teksten. Lilian Brøggers illustrationer understøtter og supplerer fint teksten. De er stramme og enkle i deres opbygning og gengivelse af motiverne. De er malet i en enkel, naivistisk streg, der udstråler charme, følelser og tempo. Forsiden viser søskendeparret omgivet af vandfarver, bagsideteksten beskriver starten af bogen.

Bogen har samme stramme udtryk som Julie sælger en dreng. Som den er, er også denne helt sin egen. Jeg kender ingen andre billedbøger, hvor en søster i den grad dominerer sin bror.

Det er en fin, charmerende og speciel billedbog, hvor tekst og illustrationer er en helhed. Der er en del at snakke om, for historien skal ikke bare læses og forstås direkte, for der ligger mere af den under overfladen.