En dejlig naturguide der er lige til at tage med når turen går til Jyllands vestkyst. Forfatteren, der er biolog, understreger i sit forord at bogen ikke er skrevet til folk der skal vandre i uger ad skjulte stier, men snarere til folk der bruger bilen og samtidig gerne vil ud på de bedste natursteder langs kysten, fx børnefamilier. Først er der et afsnit om kystlandets flora, fauna og landskab, fulgt op af bogens hovedafsnit der består af 46 ture langs hele vestkysten fra grænsen i syd til Skagen i nord. Derefter et afsnit med praktiske oplysninger og nyttige adresser samt en litteraturliste, og endelig sluttes guiden af med en leksikondel med dyr og planter. Bogen er illustreret med flotte farvefotos og små kortudsnit. Alle ture er nøje beskrevet med kørselsvejledning og praktiske oplysninger. Der er tidligere udkommet tre andre bøger i serien, én om Bornholm, én om Danmarks vilde natur og endelig én om Hardangervidda skrevet af denne forfatter. Det er en virkelig brugbar bog hvis det er naturen og de naturrelaterede seværdigheder der interesserer.