Riddereventyr i tegneserieform om den heltemodige Eric Hedspore, der endnu engang roder sig ud i farefulde eventyr. For større børn og især nostalgiske voksne.
Serien om adelsmanden Eric Hedspores oplevelser i middelalderens Europa og Mellemøsten var blandt de mange serier på det danske marked under tegneserieboomet i 1970'erne og 1980'erne. Nu genoptages serien så, hvor den slap i slutningen af 1970'erne med historien om Erik, der vender hjem fra et eventyr blot for at opdage, at en skrupelløs herremand har overtaget nabolenet. Eric kaster sig straks ud i sagen. Dette er bind ni i serien, men det kan sagtens læses selvstændigt.
At serien har mange år på bagen lader sig ikke skjule. Den er fortalt som eventyrtegneserier nu var fortalt dengang i 1970'erne, og det hjælper nok en del på nydelsen af albummet at have et barndomsminde om serien. Andre vil måske nok ikke regne seriens tilstedeværelse på markedet som helt så essentiel.
Seriens univers kan minde om Prins Valiant af Hal Foster. Forlaget Faraos Cigarer har også stået bag en række andre klassiske genudgivelser i serien "Faraos klassikere" deriblandt romerserien Alix den frygtløse.