To modne mennesker mødes via Facebook og udvikler et kærlighedsforhold. Bogen består af parrets Facebook-opdateringer, digte og malerier. For læsere med interesse for det spirituelle, tantra og den modne kærligheds mulige udtryk.
Forfatterne er hhv. pædagog og tantra-massør, og deres korrespondance på Facebook gennem ca. et år er gengivet i bogen, der er illustreret med malerier af Solveig. Der er desuden nogle indlæg om tantra samt en række korte digte. Teksterne er daterede (januar 2014 til marts 2015), næsten alle er skrevet til Facebook og opsat i farvet ramme, selve samtalerne i farvede talebobler. De viser et forhold, der hastigt udvikler sig, og hvor der undervejs har været overvejelser om et åbent forhold med flere partnere. Bogen slutter med en oversigt over forfatternes virke indenfor det alternative samt kortfattede selvbiografier.
Bogen præsenterer sig ganske pænt med farveglade billeder og varieret tekstlayout. Der er humor, lyst og livsglæde, og kærlighedshistorien er faktisk sød. Et kreativt formeksperiment med privat præg. Tantra-afsnittene har karakter af nedslag og gør ikke læseren specielt klogere på emnet. Jeg savner rettelse af slåfejl, tilføjelse af bortfaldne ord og forklaring på indforståetheder.
Facebook-opdateringer indgår i flere ungdomsromaner. "Andrea Hejlskov", for voksne, benytter også Facebook-formen.