Selv om dette er Marina Cecilie Ronés første digtsamling ligger den både sprogligt og tematisk i klar forlængelse af debutbogen, novellesamlingen, Ud af et skød fra 1990. Den sprogligt enkle og rensede form går igen i disse teksters spinkle ordsøjler, der i stedet for titler er forsynet med en fortløbende nummerering. Som i debutbogen handler det om barndommen over for de voksnes verden. Digtenes synsvinkel er tæt knyttet til barnets måde at tilegne sig verden på, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi er flydende, men også med et skarpt blik for, hvordan følelsesmæssig amputering og en grundlæggende forestilling om skam og skyld hører med til dette at bevæge sig fra barndom til voksenliv: "-endnu inden de ved/ hvad ordene betyder/ kender de handlingen/ bag og skjuler sig/ for hinanden som/ gerningsmænd/ i miniature." Der er noget næsten deterministisk i det menneskesyn MCR giver udtryk for i sine tekster og en vis forudsigelighed og psykologisk skematik sniger sig undertiden ind i dem. Men heldigvis er der også eksempler på det modsatte når mennesket "bryder loven/ om sin egen natur" som i digtet hvor syn, lyd og lugt af hinkestenens skraben mod asfalt i et glimt forbinder den gamle kvinde med barndommens magiske univers.