En både betagende og rystende historiebog, der skildrer krigens hverdag, som den oplevedes ved og bag fronterne af ganske almindelige mennesker under 1. verdenskrig. Det er ikke bare en bog for interesserede i krigs- og samtidshistorie, men et værk der beretter om krigens hverdag og gennem 19 skæbner dokumenterer dens ødelæggelse af mennesker og deres værdier.
Forfatteren beskriver kronologisk 1. verdenskrig gennem 19 personer, der har efterladt breve, dagbøger eller bøger. De store krigsbegivenheder i Europa, Asien og Afrika refereres kort, og bogens hovedpersoner føjer så deres oplevelser til fra fronten, baglandet eller den grå hverdag. Læseren kommer på denne måde langt omkring i verdenskrigens landskab og fornemmer gennem øjenvidnerne krigens gru og dens påvirkning af livet langt fra fronterne.
Man kan finde lignende krigsskildringer i fx erindringslitteraturen fra de sønderjyske soldater i tysk tjeneste og i litteraturen om 1. verdenskrig, der dog ikke fylder så meget på dansk. Bogen her er enestående med førstehåndsskildringer fra mange af verdenskrigens mere ukendte kampzoner, og den er flot sat sammen af den svenske forfatter, så man kommer til at kende og føle med hovedpersonerne.
En bog man sent glemmer, en velskrevet og medrivende fortælling om 19 vidt forskellige skæbner under den første verdenskrig, der nominelt var fjender men først og fremmest var fælles om lidelser, opbrud, ødelæggelser og tab af den gamle verden.