Refleksioner over litteraturens kraft og væsen og hvilke træk, der gør et værk værdigt til at opnå kanonstatus. For litteraturhistorikere og undervisere og studerende i litteratur på videregående uddannelser.
Det indledende afsnit diskuterer kanonbegrebet set i et litteraturteoretisk og et historisk perspektiv. Dernæst følger gennemgange og læsninger af en række meget forskellige værker, der hver især har vist sig at være så livskraftige, at de har overlevet deres skabere og sat sig uudslettelige spor, så de på hver deres måde er blevet en del af den nationale kulturskat. De 10 forfattere spænder vidt fra H.C. Andersen over Tove Ditlevsen til Peter Høeg og Helle Helle. Et særligt afsnit beskæftiger sig med Harald Bergstedt, der trods sine nazistiske tilbøjeligheder er blevet taget til nåde, og hvis børnesange synges igen og igen. Forfatteren er selv skønlitterær forfatter og forsker og underviser i litteratur på forskellige universiteter.
Bogen er for særligt litteraturteoretisk interesserede. Det er lidt svært at se den røde tråd gennem læsningerne af de meget forskellige tekster, og man sidder som læser tilbage med en flagrende fornemmelse i forhold til pointer, hvilket ikke får den til at fremstå som et helstøbt værk med en klar linje.
Diskussioner af kanonbegrebet findes i Litterære livlinerDen skadelige kanon og med en særlig kritisk vinkel i Den skadelige kanon : en pamfletDiskussioner af kanonbegrebet findes i Litterære livliner og med en særlig kritisk vinkel i : en pamflet.