Bøger / skønlitteratur til børn

Kaptajn Sharky i klippehulen


Beskrivelse


Billedbog. For at undslippe rødfrakkerne må Kaptajn Sharky og hans besætning entre deres skib. Her befrier de piratdrengen Li, men flugten er ikke slut, og de må søge tilflugt i en klippehule.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. jan. 2010

af

af

Ulla Møller

d. 25. jan. 2010

Til 3-6-årige pirater, der kender Kaptajn Sharky fra de tre foregående titler og muligvis fra noget af det merchandise, der er dukket op i hans kølvand.

For fjerde gang samarbejder forfatter og illustrator om en billedbog om den lille sørøverkaptajn Sharky. Bogen begynder, hvor tredje del slap. Sharky har befriet sin ven Micki fra fængselsøen, men rødfrakkerne sætter efter dem. For at undslippe entrer Sharky og hans besætning admiralens fregat. De befrier Li, en tilfangetaget kinesisk sørøverdreng. Men kampen er ikke slut, og for at undslippe søger de tapre pirater tilflugt i en klippehule. Li genforenes med sin far, som det venlige søuhyre Mini har fundet. Der er smæk for skillingen, når Sharky og hans venner står til søs, og selv om teksten er relativt lang, er der spænding nok til at fastholde tilhøreren, og sproget er godt at læse op. Det er lidt af et scoop at introducere kinesiske pirater, og det vil skabe interesse for at høre mere om piraternes verden. Illustrationerne er flotte og stemningsfulde med deres klare, mættede farver. Lille, tapre Sharky, der på en gang er sørøver og dreng, er en god identifikationsfigur.

Med fire titler med en indre sammenhæng udgør bøgerne om Kaptajn Sharky en lille serie. Hermed ligner de Formoes bøger om Kaptajn Sabeltand, der dog er til de lidt større billedbogslæsere.

En ny spændende fortælling om Kaptajn Sharky og hans mænd. Som sædvanlig indeholder bogen spændende oplysninger, som kræver en forklaring og vækker læserens nysgerrighed.