Kennedys hjerne

Dette er en sort bog på mange måder, dens verdenssyn er sort, over halvdelen af dens handling foregår i det allersorteste Afrika, romanens stemning er gennemsyret af melankoli. Historiens fortæller er Louise, som er i 50'erne, arbejder som arkæolog i Grækenland, vil på vej fra en konference besøge sin voksne søn, Henrik i Stockholm og finder ham død. Tilsyneladende selvmord. Louises verden splintres, så hun møjsommeligt må få skårene til at danne et billede, som hun meget symbolsk plejede ved sine udgravninger. Louise er tvunget til at grave i Henriks liv og historie, og det fører hende vidt omkring, lige fra Australien, hvor Henriks far har gemt sig over Barcelona, hvor Henrik selv havde et gemmested, til Maputo i Mozambique. Vi skal hen i bogens 2. halvdel, før Mankell for alvor tager fat på sit egentlige ærinde: en sort, vred beretning om Vestens udnyttelse af Afrika og dets befolkning. Undervejs mod Afrika benytter han alle en spændingsromans gode værktøjer: nyttige tilfældigheder, dramatiske følelsesudbrud og udlagte spor. Og så har han et sprog, der gør læsningen til en fornøjelse. Men jo længere Louise kommer ud i Afrikas uvejsomme dele, jo sortere bliver stemningen. Det handler om kapitalens komplot, og om menneskelivs ubetydelighed, måske som le Carré's seneste bøger. Titlen? Et mytisk komplot som Henrik gravede i, mere symbolik end egentlig sammenhæng med resten.

Læs hele vurderingen