En fin antologi som med knap 50 rim, remser og fortællinger fordelt på godt 150 sider udgør et helt lille bibliotek. Teksterne fordeler sig på klassiske børnerim, kendte og ukendte og på nyere og ældre historier for de 1-4-årige. Indholdet er primært af nordisk oprindelse, hovedsageligt svensk. Udvalget af tekster ligner i nogen grad det man finder i Mit skatkammer, 2000, bd.1 og bd.2. Nogle af de gamle rim og remser er charmerende nyillustreret af bl.a. Charlotte Ramel, mens andre er gengivet med Elsa Beskows illustrationer i jugendstil. Papir- og billedkvalitet er helt i top og yder gengivelsen af de kendte historier retfærdighed. Fx får titler som er kendt fra "pegebogsformat" fx Grethe Janus Hertz' Bamse og bøgerne om Ellen nye dimensioner, når de præsenteres i et nyt format. Forkortelser er foretaget så skånsomt at det ikke påvirker indholdet, det gælder fx Min første tællebog. Flere af de oprindeligt svenske rim og remser af bl.a. Lennart Hellsing og Barbro Lindgren er hidtil ret ukendte i Danmark. De er søde og sjove og passer til målgruppen. En sjov og ny læseoplevelse er Bosse Löthens Hvordan klæder man sig på. Foran i bogen er der en god indholdsfortegnelse med kildeangivelser.