Værket henvender sig til alle, der allerede arbejder med eller som skal til at skrive klummer og blogs på et seriøst niveau.
Maj Brit Lillelund Have er cand.mag. i dansk og psykologi; hun er selv klummeskriver. Værket indledes med at se på klummen som genre - med ligheder og forskelle i forhold til fx essayet. Dernæst følger hoveddelen om klummeskrivere og klummens teknik og udfoldelse med eksempler hos en række klummeskrivere som Sissel-Jo Gazan, Camilla Stockmann, Have selv, Sebastian Dorset og Thomas Bjerg. Her gennemgår Have en række eksempler med fremhævelse af virkemidler og effektivitet i en genre, der skal fænge og udfordre i meget kort form. Et særligt kapitel er helliget humoren. Afsluttende behandles så klummens nye slægtning, bloggen. Have har udgangspunkt i dansk stilistik og anvender mange fagtermer, men tilegner man sig dem, får man også stort udbytte af bogen med henblik på at udøve sin virksomhed professionelt i en både grundig og underholdende fremstilling. Litteraturliste.
Kan anvendes som fx John Chr. Jørgensen Journalistik medstil, 2007, eller Trine-Maria Kristensen og Thomas Madsen-Mygdahl Weblogs, 2007.
Velkommen og vellykket vejledning til genrer, der er i rivende udvikling og som tiltrækker stadig nye aktører, der her kan få en kompetent hjælp til at agere professionelt.