Bøger / faglitteratur / billedværker

København : billeder fra en by i Europa
Copenhagen (flere sprog)


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. okt. 2002

af

af

Liselotte Henriksen

d. 28. okt. 2002

København er en smuk by. En af de smukkeste i Europa. Det ved vi, den tredjedel af landets befolkning, der er så heldige at bo her, og det kan enhver overbevise sig om ved at bladre gennem fotografen Hans Ole Madsens kærlighedserklæring til byen. Smukke, stemningsfulde farvebilleder. Rådhuspladsen i sne, Nyhavn i sol, husfacader set i usædvanlige vinkler, spektakulære bygninger, glade mennesker i badeanlæg, i parker eller på gaden, fornemme museer, spændende muligheder for udflugter til Klampenborg, Louisiana, Arken. Jo, her er smukt, og så glemmer vi de affaldsfyldte gader, de beskidte huse i brokvartererne, tiggerne, forstædernes endeløse beton, bilkøerne. Det er turistens København, bogen viser, og det er en fornøjelse at se med, en æstetisk nydelse at beundre en talentfuld fotografs ypperlige arbejde, men noget fuldstændigt billede af Danmarks eneste storby er det ikke. Direktøren for Københavns bymuseum fortæller byens historie, ultrakort, og der er oversigtskort, register, og selvfølgelig billedtekster, på dansk og engelsk.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. juni 2008

af

af

Søren Møller

d. 23. juni 2008

En billedbog i stort format for voksne med fotos fra København, som kan interessere københavnere, turister og fotointeresserede.

Der er et indledende kapitel skrevet af leder ved Københavns Bymuseum, Jørgen Selmer, der skriver om Danmarks og især hovedstadens historie, dagens samfundsforhold, arkitektur, seværdigheder og byudvikling. Bogens hoveddel er 125 helsides farvefotos, i fin kvalitet, af gademiljøer, havnepartier, arkitektur, udendørs skulpturer, museer og københavnere som færdes i byen. Fotografen forstår at fange stedernes helheder, detaljer, stemninger og vejret og årstidernes gang. Motiverne viser især byens smukke sider. Til sidst er der korte tekstoplysninger om billederne og et bykort, hvor stederne for optagelserne er angivet. Bogen udkom først gang i 2002 I den nye udgave er 7 billeder skiftet ud med nogle andre.

Litteraturen om København er meget omfattende, også når det gælder bøger med mange illustrationer ligesom denne, men der er kun få næsten rene fotoværker som denne.

En ny udgave af en flot fotobog om København.