I titeldigtet i Erik Stinus' nye samling betragtes jordkloden i bratte skift mellem kapitalismens og grådighedens fjernperspektiv, der reducerer alt til materiale og råstof, og det mangfoldige og myldrende liv "småtterierne/ frembragt med hænder, bøjet ryg og snilde/ af masserne,/ for ikke at nævne hver enkelt af de mange,/ fra morgen til aften." Digtet rummer det dobbeltsyn som karakteriserer samlingens tre suiter: Dels det lidenskabelige, globale engagement i kampen mod uretfærdighed og undertrykkelse, dels tætte sansninger af naturens og kærlighedens mangfoldighed af udtryk og nuancer der ikke lader sig indfange af videnskabens og logistikkens sprog. Modsætningen mellem de destruktive kræfter og håbet, friheden og glæden er den modsætning som disse sprogligt nuancerede og varierede tekster er bygget op over. Kun sjældent bliver modsætningen skematisk og forudsigelig når den mister grebet i det sansebundne og konkrete. Der skrives ikke mange digte med klare budskaber og holdninger i disse år, men ES' digte er et godt eksempel på at det stadig kan lade sig gøre uden at den kunstneriske troværdighed og integritet sættes over styr: "Sangen véd noget navnet ikke véd om".