Bogen er henvendt til dem, der søger en humoristisk bog om, hvordan man med flid og kontaktannoncer kan forsøge at skaffe sig en sexpartner eller måske endda en kæreste.
Da Naabye i 1981 udgav Skummetmælk var den et bevidst tidsbillede, alene titlen var en kommentar til både Brøgger Creme Fraiche og Lie Fløde 2. Nærværende er en samlet udgave af Skummetmælk og Med kærlig hilsen, billet mrk. nr. sex fra 98. Beretningen fortæller om en midaldrende, buttet og livsglad kvinde, der savner en mand og derfor sætter en kontaktannonce i et blad. Hun sorterer de værste fra og beslutter systematisk at mødes med resten af bunken, ialt 125 mænd. Bogen afstedkom nogen medieomtale, og forfatteren udgav en del år efter en bog om erfaringerne derefter. I disse netdating-tider er hele scenariet og sproget naturligvis nærmest historisk eller anakronistisk ("bred ymer"? skal man nok være over 55 for at kende), men Naabye fortæller på en charmerende og jordbunden vis, mange af de arme ansøgere til damens gunst bliver ubarmhjertigt morsomt hængt ud. Universet er nærmest som i en Olsen-Bande film. Også fordi illustrationer med lune af Jesper Deleuran passer i stilen.
De første udgaver af de oprindelige bøger var det ikke muligt at få fingre i, men Naabye har også udgivet enkelt fortalte sociale skildringer.
Bogen er for dem, der husker tidsbilledet og ønsker sig noget let.