Artikler, der på baggrund af arkæologiske udgravninger fortæller om krig og ufred i fortiden. For alle historisk interesserede.
Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer står bag denne udgivelse i anledning af foreningens 25 års jubilæum. Man har bedt en række arkæologer fortælle om udgravninger, der viser eksempler på krig og voldshandlinger i fortiden. Her kan nævnes den omfattende undersøgelse af Alken Enge ved Illerup Ådal, der er kendt for et kæmpevåbenofferfund fra jernalderen. Bondestenalderens Sarupanlæg er emnet for en anden artikel. Tillige har arkæolog Jeanette Varberg fra Moesgaard flere artikler, der inddrager udgravninger fra Nordtyskland og England. Bogen er i A4-format og med mange illustrationer.
Dejligt med en ny bog, der fortæller om de seneste opdagelser i den danske muld. De fleste af artiklerne er nemme at læse, men enkelte er så detaljerede, at de nok forstås bedst af dem, der kender til arkæologisk metode.
Artikelsamlingen er sikkert meget inspireret af Jeanette Varbergs spændende og velfortalte Fortidens slagmarker, der er meget anbefalelsesværdig, og som bør stå på alle biblioteker.