Målgruppen er dem, som interesserer sig for Grønlands historie, og som gerne læser på akademisk niveau. Til opgavebrug mindst godt gymnasieniveau.
3 forskere skriver her det første egentlige værk, der beskriver Kap Farvel områdets kulturhistorie i 1800-tallet med fokus på indvandringen til området fra Sydøstgrønland. Bogen udkom på engelsk allerede i 2011. Bogens kildemateriale favner både arkæologi, historie, folklore, etnografi, etnohistorie og lingvistik, og er en unik samlet kulturhistorisk skildring med input fra alle de nævnte områder, der samlet og hver for sig har haft indflydelse på mødet mellem inuit og europæere i 1800-tallet. Bogen er både en makrohistorisk kronologisk beskrivelse af Sydgrønland, "en historisk-antropologisk beskrivelse" af de sociale institutioner i det oprindelige østgrønlandske samfund, og endelig en mikrohistorisk skildring, der fx går tæt på "det bevarede genstandsmateriale" som bl.a. missionærer tog med hjem til Europa. Jeg spotter fx flotte modeller af et grønlandsk vinterhus og et sydgrønlandsk sommertelt. Der er fx også en fiks kvindebuks af afhåret sælskind og naturligvis en anorak.
Der findes ikke andre så omfattende kulturhistoriske beskrivelser af Kap Farvel. Om kulturmødet i området på ikke akademisk niveau Kap Farvel : hvor kulturer mødes af Ivars Silis.
Kulturhistorisk bog, der potentielt har et relativt mindre antal lånere på de større biblioteker.