Hos Kurt Trampedach (født 1943) hænger værk og liv uløseligt sammen. Sjældent (eller aldrig) har man set en maler, der i den grad bruger sig selv som motiv. Iflg. Wivel er denne motiviske gentagelsestvang akilleshælen i Trampedachs kunst, men han gør overbevisende rede for, at de serielle forløb er nødvendige for Trampedach for at kunne trænge dybt ind i stoffet. Der er tale om en eksistentiel proces, hvor værkerne udtrykker en stigende indsigt i kunstnerens egen psyke. Mikael Wivel lægger ikke skjul på, at han er en af Trampedachs gode venner, og det kunne gøre det vanskeligt for ham at forholde sig kritisk til stoffet. Bogen holder dog en fin balance mellem det biografiske og en indsigtsfuld gennemgang af værkerne fra de tidlige malerier med deres mørke jordfarver frem til midten af 80erne, hvor der kom flere fortællende elementer og mere farve ind i billederne. Og endelig den nuværende fase, hvor lærrederne er fyldt med mærkelige gammelmandsagtige børn, der nærmest er modelleret op af tykke, knudrede lag af maling. Den meget flot tilrettelagte og gennemillustrerede bog er den første større monografi om Trampedach.