Bøger / faglitteratur

Kvinder i omsorgsrollen : find dig selv, når du er der for andre


Beskrivelse


Kvinder i omsorgsrollen går tæt på virkeligheden for kvinder, som i privatlivet lever med ansvaret for en nærtstående, der er afhængig af livsvigtig omsorg. Omsorg er tryghed, men når sygdom og ulykke pludselig er en del af tilværelsen, bliver utryghed og uforudselighed de betingelser, man drager omsorg under. Det er en krisetilstand. Den private omsorgsrolle er fuld af følelsesmæssige faldgruber, personlige dilemmaer og tabuer, der rykker ens grænser, uden at man kan sige stop. Omsorg og sorg hænger tæt sammen på grund af kærligheden og det nære bånd. Man er vidne til forhold i en anden persons liv, som det kan være umuligt at forsone sig med. Dertil fylder følelserne for meget. Det er vigtigt at skelne mellem den sorg, man lever med som omsorgsperson, og den sorg der skal bearbejdes, når der ikke længere er brug for en i omsorgsrollen. Man er forandret og skal finde ind til sig selv igen. Bogen sætter fokus på de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende, når man skal være stærk på et andet menneskes vegne i en livssituation, hvor der ikke er plads til, at man selv kan vise svaghed. Den beskriver livet med den private omsorgsrolle gennem kvinders oplevelser og erfaringer og er en brugsbog med konkrete råd til bl.a. at kommunikere klarere i samarbejdet med de professionelle omsorgsgivere, og til at gøre plads til omsorgen for en selv i en travl dagligdag. Kvinder i omsorgsrollen henvender sig til kvinder i den private omsorgsrolle, som har brug for hjælp og støtte til at finde og forstå sig selv i rollen og komme hel igennem den. Bogen er også rettet mod personer i kvindens nære netværk, der kan støtte kvinden ved at få større indsigt i de svære følelser. Endelig er den relevant for professionelle omsorgsgivere, hvis ønske det er at skabe trygge og forståelige rammer for syge og deres pårørende.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. apr. 2011

af

af

Alma Lind Jensen

d. 29. apr. 2011

Bogen er for kvinder i omsorgsrollen. Ikke den professionelle omsorgsrolle, men den private overfor en nærtstående: en forælder typisk, en partner eller en nabo. Mænd kan også være omsorgsgivere, men her handler det altså om kvinder. Også mennesker, der arbejder professionelt i omsorgssektoren, kan have interesse i bogen med henblik på forståelse af den pårørendes situation.

Forfatteren er uddannet i og arbejder med kommunikation og manuskriptskrivning blandt andet omkring følsomme emner, som det kan være svært at sætte ord på. Desuden har hun selv haft omsorgsrollen overfor sin mor igennem dennes lange sygdomsforløb. Så hun har alle forudsætninger for at skrive om emnet her. Omsorgsrollen er fuld af dilemmaer, tvivl og frygt; dertil krævende og udmattende. Bogen sætter fokus på selve rollen, hvornår og hvordan den opstår, hvilke faldgruber der ligger, og hvordan man kan navigere igennem den og lære sig selv og sine grænser bedre at kende. Den taler også om tomheden, som opstår, og tiden når omsorgsrollen er ophørt, og man skal videre med sit eget liv. Forfatteren trækker på egne og andres erfaringer og skriver i en seriøs og empatisk tone.

Emnet om de pårørendes rolle i forhold til sygdom og død er behandlet mange forskellige steder blandt andet i Døden : en bog for døende og pårørende, 2004. Men ikke så dybtgående og systematisk som her.

En meget vigtig og kompetent bog for og om kvinder, der indgår i omsorgsrollen for syge og døende nærtstående.


Fokus på kræft og sygepleje

Årg. 31, nr. 4 (2011)

af

af

Camilla Ulrich Hess

Årg. 31, nr. 4 (2011)