Her har vi fra Lademann en stor, farvestrålende bladrebog for børn fra 10-årsalderen, der fungerer godt som oversigt over, hvilke vilde dyr, der findes på verdensplan og som appetitvækker til nærmere uddybning i bøger, der specifikt beskriver de enkelte dyregrupper. Bogen er inddelt i 8 overordnede afsnit efter dyrenes geografiske levesteder - eksempelvis: græsområder, ørkener, tajga og tundra og bjerge og polarområder med gennemsnitligt 13 siders omtale af dyrene og deres levevis i hvert område. Hovedafsnittene er markeret i højremargin på højresiderne med farve- og afsnitsmarkering, hvilket gør overblikket og bladringen lettere. Layoutet er stærkt varieret med tegninger, fotos og skitser flettet ind imellem fakta-afsnit, faktabokse og løbende tekst. Forsideillustrationen fanger blikket med titlen i centrum for en collage-tegning af forskellige dyr. Bagsideteksten giver i punkter en smagsprøve på indholdet. Som oversigtsbog med overordnede og spredte oplysninger fungerer bogen og kan føjes ind blandt de dyrebøger, der er udkommet indenfor de sidste par år, der beskriver enkelte dyregrupper og deres biotoper.