Bøger / skønlitteratur til børn

Lady Nanas vidunderlige æg


Beskrivelse


Billedbog. Lady Nana lægger eventyrlige æg og har en stor fanskare, der elsker hende. Men Lady Nana selv føler sig ensom og helt alene. Så en dag lægger hun et helt almindeligt æg. Mon kan det ændre noget for Lady Nana?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. jan. 2017

af

af

Helle Laursen

d. 23. jan. 2017

Livet må være vidunderligt, når man er berømt. Lady Nana har mange fans, der elsker hende og hendes utrolige æg. Alligevel føler hun sig trist og helt alene. Hvad skal der mon til for at Lady Nana bliver glad og føler sig elsket? For 6-8-årige.

Lady Nana er omgivet af fans og fotografer. De er vilde med hende og hendes fantastiske æg. Hun lægger nemlig æg, der er helt specielle. De er i flotte farver og med figurer, der bevæger sig. Men når Lady Nana er hjemme, føler hun sig alene og helt tom indeni. Hun har ingen at være sammen med og ingen at kramme eller grine sammen med. En dag lægger hun et helt almindeligt hvidt æg. Lady Nana bliver rasende og smider ægget ud af vinduet, og flygter ud i bjergene. Men måske er der noget ved det hvide æg, som kunne hjælpe hende?.

Historien er en klassisk fortælling om bagsiden af berømmelsen. Illustrationerne er udtrykfulde, farverige og i et moderne lay-out, der understøtter historien. En relevant historie, der kan være et springbræt til at snakke om emner som ensomhed og venskaber, børn og forældre imellem.

En anden billedbog om berømmelse er Hr. Tryk På som drømmer om at blive kendt på nettet.