"Der er klart ting på pladen, der er uimodståelige. Den sprælske guitar i 'Break-Thru', der lyder som det bedste, Vampire Weekend har lavet for eksempel. Og der er en opfindsomhed i kompositionerne, i instrumentationen og i arrangementerne med rødder til Brian Wilson og 'Pet Sounds'. Man hører også et ekko af Paul Simon og 'Graceland' i måden, guitarerne snarere fungerer som rytmisk hypnose end som noget, der skal føre sangene frem. Det er nemt at beundre, men svært rigtig at holde af. For mig at se behøver der ikke være en modsætning mellem det konceptuelt gakkede og det, der går i kroppen, men det synes jeg, at der er her ... Longstreth har selv fortalt, at han inspireret af Aviicis 'Wake Me Up', der blander country og EDM, ville se, om han kunne få usandsynlige elementer til at mødes. Og det kan han da. Men hvorfor? Det er spørgsmålet, jeg lidt for mange gange stiller, når jeg hører den nye Dirty Projectors".