Avro Lancaster var et af de mest legendariske bombefly under anden verdenskrig. Denne dokumentarfilm fortæller, gennem interviews og arkivmateriale, hvordan flyet var med til vinde krigen for de allierede tropper. Til dem med interesse i anden verdenskrig og bombefly.
I 1942 gjorde bombeflyet Avro Lancaster sin entre under anden verdenskrig. Dette meget tunge britiske fly spillede en afgørende rolle under krigen. Både i forhold til D-dag og operationer dybt inde i fjendeland. Denne dokumentarfilm har samlet mange af de overlevende, som var med på flyet, mænd som er oppe i 90'erne. Filmen er bygget op omkring en række interviews, samt arkivmateriale fra krigen, tilsat nye billeder med den sidste eksisterende Lancaster, som stadigvæk kan flyve! Dokumentarfilmens fortæller er den britiske skuespiller Charles Dance.
En meget sober, velfungerende, rørende og teknisk veludført dokumentarfilm. Man fornemmer historiens vingesus og at det er lykkedes at samle så mange tidligere piloter og besætningsmedlemmer er ganske imponerende og det giver filmen nerve og troværdighed. Udover de fine interviews, og de mange stærke arkivbilleder, så skiller filmen sig også ud rent visuelt, med de meget flotte nye optagelser af den Lancaster som stadigvæk er på vingerne. Imponerende.
I spillefilmen Lancaster skies spiller bombeflyet en central rolle.