For ledere, som ikke ser deres medarbejdere dagligt.
Fusioner, kommunalreform og stadigt større virksomheder betyder, at flere og flere ledere skal lede medarbejdere, som de ikke ser jævnligt. Det stiller særlige krav til ledelse, hvor nøgleord som nærvær, kulturskabelse, kontakt og anerkendelse sædvanligvis er i højsædet. Hvordan etablerer man nærvær og fællesskabsfølelse over afstande? Bogen tager læseren med rundt i et distancelederskabshjul, der består af 15 elementer. Elementer, der i sig selv ligner dem, der kendetegner sædvanlig ledelse, men den giver anvisninger og råd til, hvordan de udføres i en kontekst med medarbejdere, der i yderste tilfælde sidder på den anden side af jordkloden. Bogen bygger udover de gode råd også på interviews med 9 ledere, der har erfaring med den særlige disciplin, og deres bidrag understøtter den øvrige tekst. Den er relativt praksisrettet, men er støttet af ledelsesteori, hvor det er fornuftigt. Letlæst, velskrevet og med litteraturliste og stikordsregister.
Emnet er ikke - bortset fra et par kandidatafhandliger - tidligere behandlet på dansk i bogform.
En bog med mange gode råd om at lede medarbejdere, der fysisk befinder sig langt fra lederen, og som man ikke har daglig kontakt med.