Bogens primære målgruppe er beslutningstagere og forskere, som deltager i debatten om udformningen af fremtidens samfund. Herudover appellerer den til bred folkelig debat og oplysning.
Et samfund i krise og opbrud, uden mål og retning er baggrunden for at professor ved CBS P. Melander slår til lyd for et kollektivt bæredygtigt lederskab og en lederskabsreformation. Den ligger op til fortløbende refleksion og dannelsesprocesser i forhold til de komplekse fremtidige ledelsesudfordringer inden for den offentlige sektor, som er bogens fokus. Bogen er selv et eksempel på dette. Udover centrale afsnit om samfundets udvikling og ledelsesteorier i relation til fremtidige udfordringer rummer bogen bidrag fra ca. 70 fremtrædende meningsdannere, som dels har deltaget i en konference dels har deltaget i en høring om deres syn på samfundets udfordringer. Resultaterne heraf og høringssvarene udgør i redigeret form ca. 150 sider.
Forfatteren har udgivet flere bøger om ledelse, bl.a. Styring gennem lederskab, 2010 og Det fortrængte offentlige lederskab, 2008. Herudover findes en lang række bøger om offentlig ledelse og lederskab, men ikke nærværendes aktuelle og kvalitative bud fra centrale aktører.
Et omfattende forskningsbaseret bud på fremtidige lederskabsudfordringer og skabelse af en demokratisk bevægelse, med visioner om et fremtidigt bæredygtigt lederskab.