Myldrebilledbogen til børn fra 2-5 år skal nok blive populær. Der er meget at se på, meget at finde og så er der huller og føleeffekter. Bogen er til underholdning og sprogstimulering.
Jan Mogensen har mange titler i billedbogskrybberne. Nu har han lavet en billedbog, der foregår i en legetøjsbutik. Otte opslag præsenterer alle former for legetøj. Rundt om på billedsiden opfordres man til at finde former, farver eller noget bestemt legetøj, eller til at tælle, fx bamser. Fire af de figurer, man skal finde, er gennemgående på alle siderne. Det er de to børn, der ønsker sig noget fra butikken, også. Endvidere er der udstansede vinduer og føleeffekter, fx nogle haler, øjne og tøj. Illustrationerne er malet i farvestrålende akvareller i Jan Mogensens velkendte streg i lidt bløde former. Forsiden viser et udsnit af butikken med legetøj. Bagsideteksten opremser noget af alt det, man kan finde i bogen.
Bogen supplerer de øvrige finde-bøger til aldersgruppen. Vil man læse en historie, der foregår i en legetøjsbutik, er der fx Peter Pedal i legetøjsbutikken, 2008 og Børn er gode nok, 2002.
Her er underholdning til adskillige timer. Børn fra 2-5 år vil hygge sig med at finde legetøjet og nyde føleeffekterne. Samtidig fungerer bogen fint som sprogstimulering, dels ved at betegne de enkelte genstande, dels ved at man kan tale om, hvad der foregår på billederne.