Musik / klassiske symfonier

Les trois dernières symphonies


Anmeldelser (24)


DR musik

2010 uge 20

af

af

Jens Cornelius

2010 uge 20

"Vurdering: Ugens cd" - "Det er en cd, der deler vandene. Man kan helt miste pusten over René Jacobs' originalitet og hans frygtløshed. Der skal nemlig mod til at rokke ved konventionerne i så kendt musik. Omvendt vil andre finde hans tilgang excentrisk eller manieret. Sikkert er det i hvert fald, at det ikke er blid baggrundsmusik ... René Jacobs tager stilling. Måske for meget stilling - hvis man da kan det? Døm selv, for det fortjener cd'en".


The observer

d. 13. nov. 2010

af

af

Nicholas Kenyon

d. 13. nov. 2010

"These two masterpieces flow effortlessly at speeds several notches faster than his 1980 recording of No 40 with a larger orchestra. Nothing is hurried, and everything has that trademark lyrical sculpting of the line ... This is Mozart perfectly in tune with our times".


Politiken

d. 16. jan. 2019

af

af

Thomas Michelsen

d. 16. jan. 2019

"En franskmand er så fascineret af Mozarts sidste symfonier, at han har lavet et orkester til at spille dem. Resultatet er forbløffende ... Paukeslagene er knaldhårde. Strygerspillet er let, men på samme tid bemærkelsesværdigt stramt, og først og fremmest er der en determination at mærke i alle instrumentgrupper, som overrasker og fanger opmærksomheden på disse indspilninger af Mozarts tre sidste symfonier. Det er den franske violinist og dirigent Mathieu Herzog, der står bag ... Det er først og fremmest 'Jupiter-symfonien' nr. 41, den sidste af de tre, der med sit sublime håndværk fra Mozarts hånd lokker Herzog og Ensemble Appassionata til elegante tempi, intens fordybelse og en fin leg med det agogiske".


Kristeligt dagblad

d. 7. dec. 2011

af

af

Peter Dürrfeld

d. 7. dec. 2011

"Det er uhyre fokuserede fortolkninger, mættede af alvor og skønhed. Abbado er nok ældet af år ( 78) - og som følge af eftervirkningerne af en alvorlig sygdom - men han er stadig ultraskarp ... Det er ikke det løsslupne legebarn Mozart, man bliver præsenteret for i disse fremragende Abbado-indspilninger. Sjældent har jeg hørt Mozart-symfonier med så lidt pjank i. Det giver dem en nærmest definitiv karakter".


Diapason

2011 mai

af

af

Jean-Marie Piel

2011 mai


BBC music magazine

2011 July

af

af

Misha Donat

2011 July

"Despite the admirable music-making, then, the deficiencies of the recorded balance make it hard to recommend this disc when set alongside the Mackerras versions".


Fono Forum

2011 Juni

af

af

Richard Lorber

2011 Juni

"Vurdering: Tipp" - "Vor allem aber verblüfft die Perfektion, mit der die English Baroque Soloists dieses konzert ... gespielt haben".


Fono Forum

2010 Oktober

af

af

Peter T. Köster

2010 Oktober

"Vurdering: Empfehlungen des Monats" - "Nach seinen viel gerühmten Operneinspielungen legt er nun eine in den grundzügen sehr erfreuliche, wenn auch in manchen Details diskutable Aufnahme von Mozarts späten Sinfonien vor".


BBC music magazine

2019 March

af

af

Bayan Northcott

2019 March

"Ensemble Appassionato is an orchestra of some 40-plus of the best French players founded by the conductor, violist, composer and arranger Mathieu Herzog to offer 'a new, elegant and accesible vision of the great orchestral masterpieces'. They certainly play with precision and verve, with a nod towards period practice in their approach to Mozart ... In fact, their approach to the first two movements of the E flat Symphony is relatively traditional ... But then, the Menuetto is suddenly fast and fierce ... All very stimulating, no doubt - but difficult to discern precisely to what end".


Diapason

2018 décembre

af

af

Hugues Mousseau

2018 décembre


Klassisk

2014, nr. 35

af

af

Andrew Mellor

2014, nr. 35

"Ifølge Nikolaus Harnoncourt skabte Mozart sine tre sidste symfonier helt bevidst som én stor struktur - et instrumentalt oratorium ... Harnoncourt har bøjet disse velspillede opførelser til at passe ind i sin teori ... Desværre mister hver symfoni for meget hjerte og identitet undervejs i processen ... Orkestrets spil er ekspansivt og fyldigt".


Diapason

2014 octobre

af

af

Rémy Louis

2014 octobre


BBC music magazine

2014 November

af

af

Misha Donat

2014 November

"One of the conductor's most irksome mannerisms is a liking for prolonging Mozart's rests".


Fono Forum

2014 November

af

af

Julia Spinola

2014 November

"In einem betörenden Reichtum an Klangfarben präsentiert der Concentus eine schroffe, raue, voller Widerständigkeiten steckende, zugleich jedoch auch hingebungsvoll 'sprechende' Interpretation, die gewiss polarisieren wird".


Opus

2013, nr. 50

af

af

Axel Lindhe

2013, nr. 50

"Tyvärr visar tolkningarna ... att Herreweghe har en bit kvar till fulllödig Mozarttolkare ... Den där förlösande känslan av magi och mystik ... vill inte riktigt infinna sig".


BBC music magazine

2013 Christmas

af

af

Misha Donat

2013 Christmas

"These are generally no-nonsense accounts, with brisk tempos of a kind favoured these days in period-instrument performances ... Impressive, if somewhat unyielding performances, and they bring out the music's intricate textures with admirable clarity".


Klassisk

2012, nr. 24

af

af

Jens Cornelius

2012, nr. 24

"Det er rent ud sagt noget af det smukkeste spil, der er udkommet på cd i lang tid. Et fuldstændigt hengivent orkester, der følger maestros mindste vink for at indfange musikkens sødme, elegance og totale klarhed. Abbados orkester fra Bologna spiller på moderne instrumenter, men uden vibrato og med en fantastisk artikulation, der bygger på erfaringerne fra historiske instrumenter ... Det bliver aldrig excentrisk eller tynget af fikse idéer".


The gramophone

2011 May

af

af

Nalen Anthoni

2011 May

"Impressive performances all round but the full might of the orchestra hasn't been captured".


The gramophone

2019 January

af

af

David Threasher

2019 January

"At root, these are modern-instrument performances that digest the historical discoveries of our time and offer a full-bodied chamber presentation ... These three performances are, in their own ways, individual, minutely considered and thus, perhaps inevitably, not to every taste ... The ensemble sound, however, is one of the glories of this set. As chamber players and therefore soloists in their own rights, the contribution of each player is palpable".


International record review

2014 October

af

af

Graham Rogers

2014 October

"These performanceas are always stimulating and often illuminating, and even at their most uncompromiseingly rhetorical, Harnoncourt's idiosyncrasis , which would have placed this disc in the superlative class".


The gramophone

2014 September

af

af

David Threasher

2014 September

"Notwithstanding Harnoncourt's idiosyncrasies, this is a singularly compelling journey through some of the finest symphonies of the era, less mannered than his 1980s recordings with the Concertgebouw".


International record review

2013 September

af

af

John Warrack

2013 September

"Philippe Herreweghe and the players do this work well [No. 41], with a fine bravado in the opening ... The E flat Symphony, No. 39, lacks something in the sheer merriment of the finale, in which Herreweghe seem unwilling to let his orchestra sparkle as it can, but he is excellent in bringing out all the orchestral detail".


The gramophone

2013 Awards

af

af

Nalen Anthoni

2013 Awards

"Herreweghe is literal, obedient to direction ... Herreweghe's sharp intellect presents the score, positively so in the finale ... Yet again, he shies away from the vital task of probing the innermost composer".


The gramophone

2012 January

af

af

Nalen Anthoni

2012 January

"Here is conducting tied to expressive, imaginative musicianship adding up to the totality of an experience greater than the sum of its parts".