Bøger / faglitteratur til børn / leksika

Lille leksikon om nordisk mytologi


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. jan. 2003

af

af

Britta Liboriussen

d. 23. jan. 2003

Alfabetisk opslagsbog om nordisk mytologi. For børn fra ca. 10 år. I følge forordet har forfatteren bestræbt sig på at medtage et udvalg af de mest anvendte navne og begreber inden for nordisk mytologi. Det er da også lykkedes. Her er en ganske kort og lettilgængelig introduktion til de vigtigste guder, jætter og dværge, lokaliteter og begreber. Undertiden forekommer beskrivelsen måske lidt for kortfattet. Odin får 21 korte linjer, Thor 12 linjer og en kompliceret skikkelse som Loke 17 linjer. I sagens natur bliver der kun plads til de allervigtigste oplysninger, men introduktionerne er som de øvrige velformulerede og interessevækkende. En læser, der blader bogen igennem, får stor lyst til at vide mere om de gamle guder. Den, der bruger bogen som opslagsværk, får en kort og præcis beskrivelse af emnet. Bag i bogen litteraturliste med titler for voksne og en liste med omtale af forfatterens øvrige bøger om de nordiske guder. Illustreret med stemningsfulde tegninger i sort/hvid. Bogen kan bedst sammenlignes med Mimers brønd, 1994, der også rummer et leksikonafsnit, men det er for en lidt ældre aldersgruppe og mere udførligt. Nogle børnebiblioteker har også Nordiske guder og helte, der henvender sig til voksne. Nærværende bog er et godt og velskrevet opslagsværk.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. jan. 2003

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 23. jan. 2003

NVP har skrevet flere bøger for børn med temaer fra den nordiske mytologi. I denne bog begiver han sig ud i at skrive et lille letlæst leksikon, som indeholder alle de mest anvendte navne, ord, udtryk og steder, der kan optræde, når man beskæftiger sig med emnet. Det projekt slipper han sammen med illustratoren yderst godt fra. Leksikonet er fra forfatterens side tænkt som en håndsrækning til de nysgerrige og videbegærlige, og det er lykkedes. Det er svært at slippe bogen, når man først er begyndt at læse rundt omkring i den. Leksikonet kan læses allerede fra 4. klasse. Det er nemt at slå op i. Bogstavtyperne er store, og der er luft på siderne, der derved bliver overskuelige. Illustrationerne er smukt udførte sort/hvide blyantstegninger, der indeholder mange detaljer, som understreger det mægtige, særprægede og fascinerende i emnerne. Tegningerne er så vidt muligt placeret på samme side, som ordet er forklaret. Forsiden er en akvarel i farver, der viser mange af mytologiens "personer". Bogen kan blive de små elevers leksikon. Til de større elever har skolebiblioteket allerede Mimers brønd, som også er et leksikon udelukkende om den nordiske mytologi med stort set de samme ord, men med lidt fyldigere forklaringer.