Livet og døden og kærligheden og den slags : digte

Digte om livet, døden og kærligheden - samt om tidens gang, om naturens kredsløb og om sprogets centrale rolle i dét at være menneske. For trænede, såvel som utrænede lyriklæsere.

Digtsamlingens tre hovedafsnit fortæller om kærlighedens glæder og sorger, om menneskelivets forskellige tidsaldre og om individets forhold til omverdenen. Mange af digtene rummer refleksioner over tilværelsens paradokser, ofte i aforistisk form.

Bogen indledes med en slags programdigt: "Intet sted/ er græsset så grønt som her/ og intet sted er bjergene så dragende blå/ som når de toner frem i det fjerne/ omkring stedet her". Det nære i det fjerne, det store i det små. Sammenstillingen af modsætninger er gennemgående i hele digtsamlingen og byder ind imellem på fine indsigter: "Hvor meget fravær/ kan venskaber bære?", men også på rene banaliteter: "Der er mere mellem himmel og jord/ end så mange andre steder". Den afsluttende erkendelse, at vi skal glæde os over livet, mens vi har det, er ikke ny, men ikke derfor mindre sand: "Nu er lyset stillet skarpt/ på engdraget foran/ og hen til gravens rand./ Det er her/ der skal danses".

Jon Høyers digte er udpræget tankepoesi, snarere end sansepoesi, og deres jagt på den overraskende slutpointe giver dem et slægtskab med Benny Andersens eller Mikkel Fossmos digte, fx i Muldvarp og pelikan. Eller med Jon Høyers digte i hans tidligere digtsamlinger.

Læs hele vurderingen